Bæredygtighed skal ind i bygningsreglementet

Et bredt udsnit af den danske byggebranche er gået sammen om et fælles oplæg til en frivillig bæredygtighedsklasse i bygningsreglementet.

Lagt online: 12.06.2018

Et Advisory Board med bred repræsentation fra branchens organisationer står bag oplægget. Statens Byggeforskningsinstitut (SBi) ved AAU har faciliteret processen, som bl.a. har indbefattet en række workshops med branchens aktører, mens innovationsnetværket for bæredygtigt byggeri, InnoBYG, står for udgivelsen af det fælles brancheoplæg. Arbejdet er muliggjort af ROCKWOOL Prisen 2017, som SBi modtog med netop det formål at udarbejde et oplæg til rammerne for en frivillig bæredygtighedsklasse.

Danmark er et af de førende lande, når det gælder energieffektivt byggeri, og nu ønsker branchen også at gå forrest, når det gælder bæredygtighed. Målet er at fremme bæredygtighed i byggeriet og øge branchens eksportmuligheder, ligesom det tidligere er sket med bygningsreglementets frivillige lavenergiklasser, der har haft afgørende betydning for udviklingen af eksportegnede produkter og ydelser inden for energieffektivt byggeri.

”Det er positivt, at det er branchen, der går i front for at fremme bæredygtigt byggeri. Nu har vi sat rammerne for en frivillig bæredygtighedsklasse, som med tiden kan videreudvikles. Det er vores håb, at oplægget kan indgå i Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsens arbejde med de forventede frivillige bæredygtighedskrav i bygningsreglementet,” siger direktør i Dansk Byggeri Michael H. Nielsen, som er formand for Advisory Board’et. Repræsentanter fra Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen har siddet med som observatører i Advisory Board’et.


Det skal kunne betale sig

Oplægget indeholder bud på de emner, der kan indgå i en frivillig bæredygtighedsklasse, hvilket omfatter materialers miljøpåvirkning, sundheds- og miljøskadelige stoffer, indeklima, totaløkonomi, klimasikring, ressourceforbrug på byggepladsen mv. Centralt for oplægget er, at det skal kunne betale sig at investere i den frivillige bæredygtighedsklasse, fx i form af reducerede drifts- og vedligeholdelsesomkostninger set i en totaløkonomisk betragtning. Derfor lægges der også vægt på, at bæredygtighedsklassen skal stille enkle og entydige krav og undgå tunge dokumentationsforpligtelser. Det væsentlige er at sætte gang i udviklingen af bæredygtigt byggeri nu med udgangspunkt i bygningsreglementet.

Ifølge oplægget skal en frivillig bæredygtighedsklasse være baseret på internationale standarder og være i trit med eksisterende frivillige certificeringsordninger. Dette skal sikre, at bæredygtighedsklassen også kan bruges uden for Danmarks grænser og herunder bidrage til arbejdet med EU’s rammebetingelser.

’Frivillig bæredygtighedsklasse i Bygningsreglementet – Oplæg fra byggebranchen’ (InnoBYG, juni 2018)


Projektgruppe

  • Kai Kanafani, SBi
  • Søren Aggerholm, SBi
  • Lone H. Mortensen, SBi (nu NIRAS)


Advisory Board

  • Michael H. Nielsen, Dansk Byggeri (formand)
  • Graves Simonsen, Bygherreforeningen
  • Søren Dyck-Madsen, Det Økologiske Råd
  • Lau Raffnsøe, DK-GBC
  • Elly Kjems Hove, Dansk Industri BYG
  • Jakob Orbesen, Dansk Industri BYG
  • Peter Andreas Sattrup, Danske Arkitektvirksomheder
  • Majbritt Juul, Foreningen af Rådgivende Ingeniører
  • Simon Rasmussen, Tekniq
  • Morten Buus, Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen (observatør)
  • Niels Bruus Varming, Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen (observatør)


Kontaktpersoner

  • Forskningschef Søren Aggerholm, SBi - tlf. 99 40 23 97, e-mail: soa@sbi.aau.dk
  • Direktør Michael H. Nielsen, Dansk Byggeri - tlf. 72 16 01 75, e-mail: mhn@danskbyggeri.dk