Samarbejde med Ghana Telecom University College
Siden 2008 har forskningsenheden Center for Communication, Media and Information Technology (CMI) på Aalborg Universitet København (AAU-Cph) samarbejdet med Ghana Telecom University College (GTUC) om både forsknings- og uddannelsesaktiviteter.
Gennem mange år har CMI’s forskere i deres arbejde med Informations- og Kommunikationsteknologi (IKT) samarbejdet med en række forskellige ghanesiske institutioner og har også været involveret i undervisningsaktiviteter i Ghana.
mICT – videreuddannelse for ingeniører
Udgangspunktet for samarbejdet er først og fremmest videreuddannelsen i Informations- og Kommunikationsteknologi (mICT), der udbydes i Ghana. Den tværfaglige uddannelse er en 2-årig overbygning for ingeniører og andre, der arbejder med IKT indenfor forskellige sektorer og institutioner, og har fokus på teknologi, applikationer og økonomien bagved IKT.
Der bliver lagt stor vægt på samarbejde med erhvervslivet i uddannelsen for at sikre at uddannelsen giver de studerende viden og kvalifikationer til at forholde sig til den seneste teknologiske udvikling og de seneste behov hos forskellige aftagere.
Uddannelsen er et deltidsstudium, hvor den studerende fortsætter med at arbejde, men på reduceret tid. Dele af undervisningen foregår ved video konference, men der er også almindelige klasseundervisning og projektarbejde efter Aalborg-modellen.
De første kandidater blev færdige i foråret 2010, og 18 nye studerende startede i september 2010
Ph.d. program
I 2010 blev samarbejdet udvidet til også at inkludere et Ph.d. program, hvor de studerende er tilknyttet GTUC, men har minimum 3 måneder i Danmark ved AAU-Cph og interaktive Ph.d. kurser, der udbydes af GTUC og CMI i fællesskab.
Der er i øjeblikket 18 ph.d. studerende tilknyttet programmet, og de arbejder med så bredt et felt af emner som: E and M learning, E-government, ITS, Green ICT, Identity management, ICT-based information system in the health sector etc.
Læs Patrick Gyaase’s historie her (eksternt link).
Flere initiativer er på vej, inklusiv en specialisering i IKT applikationer i sundhedssektoren.

Ph.d. studerende fra Ghana. Forrest ses den ghanesiske ambassadør i Danmark, Professor Knud Erik Skouby og Campusleder Lene Lange.
