Et af danmarkshistoriens største digitale kunstværker udstilles på AAU CPH

Et af danmarkshistoriens største digitale kunstværker udstilles på AAU CPH

Et digitalt gavlmaleri på hele 35 m2 kommer til at pryde storskærmen på AAU CPH den kommende måned. Værket er et samarbejde mellem AAU CPH og kunstneren Lotte Rose Kjær Skau. Fernisering 1. marts kl. 16-17.

Lagt online: 22.02.2018

Kunstneren Lotte Rose Kjær Skau overtager fra 1. marts – 1. april den udendørs storskærm på AAU CPH med værket ’Park_Etc.’, som vises tre gange en time hver dag, fra kl. 9-10, kl. 16-17 og kl. 20-21. Det er et af de største digitale kunstværker, der hidtil er udstillet på skærm i Danmark.

‘Park_Etc.’ opstiller en dialog mellem det virtuelle og det organiske, som er skabt ved at indfange overflader af indre organer, håndflader samt metaller brugt til fremstilling af hardware. Fladerne er indsat i programmer, hvor de modelleres efter algoritmer, som forholder sig til hinanden ved at skiftevis dominere, vokse, afvige og kapitulere. Værket er et sammensurium af abstrakte bløde former, hvis automatiserede bevægelser langsomt morfer sig ind og ud af hinanden.

Værket vises på en 35 m2 stor LED-skærm, som er vertikalt placeret på universitetets ydermur, pegende op mod en uendelig himmel og synlig fra Sydhavnsgade. Se klip fra værket på Vimeo.

Lotte Rose Kjær Skau om værket

“Jeg søger efter plads til abstrakte tanker i vores digitale verden. Jeg er interesseret i måden, hvorpå rum, tid og kropslighed udfordres og udvikles. Værket undersøger berøringer mellem mennesket, maskinen og den digitale uendelighed. Det sætter spørgsmål ved, hvem der rører hvad, hvilket bliver både et konkret og følelsesbetonet spørgsmål.”

Campuschef på AAU CPH, Martin Vive Ivø, kan lide det udforskende aspekt ved værket:

”Lotte Rose Kjær Skaus værk spiller ind i et interessant krydsfelt, hvor kunsten møder den digitale teknologi og giver nogle nye muligheder for den menneskelige oplevelse. Vi føler os beslægtede med hendes tilgang til teknologien, som er nytænkende og tværfaglig – egenskaber, som vi også lægger stor vægt på i vores uddannelser.”

”Da Lotte Rose henvendte sig for at lave et værk specifikt til vores storskærm, syntes vi derfor, det var en rigtig spændende ide, som vi gerne ville prøve af. Vi har i forvejen en del kunst på campus, og på vores gangbro over vandet eksperimenterer vi med lysdesign. Men det er første gang, vi udstiller et kunstværk på vores storskærm. Vi håber, at alle vil nyde synet af det digitale gavlmaleri den kommende måned, både studerende, ansatte og vores naboer i Sydhavnen.”

Kom til fernisering

Der er fernisering 1. marts kl. 16-17. Vi mødes indenfor i stueetagen i bygning B på Frederikskaj 12, 2450 Kbh. SV – det er bygningen med storskærmen. Herefter går vi sammen ud til værket.

Om kunstneren

Lotte Rose Kjær Skau (f. 1984) har en MA i lydkunst fra London College of Communication og har tidligere haft soloudstillinger på IMT London og Felt Galleri i Bergen, såvel som været del af gruppeudstillinger på bl.a. Aspex Gallery i Portsmouth og Gallery North i Newcastle.

Hun har senest været en del af den kuraterede ’Dialogues’ på London Art Fair 2018. I 2014 modtog hun juryprisen på Charlottenborgs Forårsudstilling for video- og lydværket 'How To Get Somewhere'. Hendes videoværk 'me_sunflower' (2014) er bragt i antologien 'Mass Effect – Art and the Internet in the Twenty-First Century’ udgivet af New Museum, New York. www.lotte-rose.com.