En uge på studie med en landinspektør · 24. juni 2011

Vær en flue på væggen i grupperummet på AAU-Cph. Kreils Von Fyren Kieler Ekelund læser til landinspektør på 8. semester, og han har skrevet dagbog om livet som studerende på AAU-Cph.
 

Han læser på den kandidatdel, der betegnes Land Management og tager udgangspunkt i fysisk planlægning og den dertilhørende lovgivning. Læs mere på uddannelsens egen hjemmeside.

I hans gruppe er de ved at lave et projekt om kommunernes håndtering af store husdyrbrug og det lovforslag om store husdyrbrug, som folketinget i øjeblikket er ved at behandle i forbindelse med regeringens Grøn Vækst-aftale.
I hans dagbog får du lov til at være en flue på væggen og følge med i gruppearbejdet og det problemorienterede projektarbejde kun tre uger før projektaflevering. Læs mere om den pædagogiske læingsmodel Problembaseret Læring (PBL).

Mandag d. 16. Maj – Evalueringsseminar og gruppearbejde

Denne uge blev indledt med et evalueringsseminar, der var planlagt af vores projektvejledere. Seminaret startede kl. 9.00.

Til seminaret skulle alle grupper fremlægge deres arbejde indtil nu, og de andre grupper og vejlederne skulle derefter komme med kommentarer og inputs. Den endelige projektaflevering er om ca. 3 uger, hvilket betyder, at seminaret er et af de sidste indspark til, hvordan projektet kan blive endnu skarpere.

Seminaret varede hele formiddagen og både vejledere og medstuderende kom med mange gode inputs til vores projekt.

Efter seminaret var der frokostpause, hvor kommentarerne fra seminaret langsomt begyndte at sætte sig.

Efter frokostpausen brugte min gruppe og jeg hele eftermiddagen på at samle op på seminaret. Vi måtte konstatere, at vores projekt skal struktureres på en anden måde, end vi havde forestillet os, hvilket betyder, at vi nok vil få lidt mere travlt frem mod aflevering, end vi havde troet. Dette kom en smule bag på os, da vi følte os ret trygge ved vores struktur.

Vi kontaktede derfor vores vejleder med henblik på at få et vejledermøde snarest muligt, hvor vi kan diskutere kommentarerne fra seminaret yderligere. Efter mailkorrespondance med vores vejleder fik vi aftalt et vejledermøde på torsdag kl. 9.00, hvilket passer os perfekt.

Tirsdag d. 17.Maj - Gruppearbejde

I dag var der gruppearbejde på programmet hele dagen.

 Den første del af formiddagen blev brugt på at få en ny projektstruktur på plads ud fra kommentarerne fra gårsdagens evalueringsseminar.

At udarbejde en helt ny projektstruktur, så tæt på aflevering, kan give mange kvaler i grupperummet. Vi har jo allerede mange skrevne afsnit og vil nødigt skulle lave alt for mange afsnit markant om. Der var derfor en lidt stresset stemning i grupperummet, hvor man godt kunne mærke, at vi skiftedes til at være lidt opgivende. Men det kan ikke nytte noget!

Omkring frokost blev vi endelig enige om en helt ny disposition og projektstruktur, som vi sendte til vores vejleder, så han havde noget at forholde sig til inden vores møde på torsdag.

Efter frokost formulerede vi arbejdsopgaver og uddelte dem imellem os. Arbejdsopgaverne drejer sig hovedsageligt om at tilpasse afsnittene til den nye struktur og tilrette vores kapitel om teori, metode og empiri.
Herefter gik vi i gang med hver vores tildelte afsnit og arbejdede indtil vi gik hjem omkring kl. 15.30.

Onsdag d. 18. Maj – Gruppearbejde og interview med kommunal planlægger

I dag fortsatte vi med de arbejdsopgaver, vi havde formuleret og delt mellem os i går. Det gik hele formiddagen med.

Efter frokost havde vi en aftale med en kommunal planlægger i Ringsted Kommune. Interviewet var kommet i stand for længe siden, og vi havde set frem til at tage af sted og høre om, hvordan Ringsted Kommune arbejder med nogle af de ting, der er en del af vores problemstilling.

Imens Rasmus og Christina blev tilbage i grupperummet og knoklede videre, kørte Jon og jeg derfor til Ringsted og interviewede lederen af Ringsted Kommunes ’Åben Land’- afdeling.

Interviewet varede lidt over en time. Vi havde forberedt interviewet lang tid i forvejen. Interviewet var meget givende, og vi tog hjem derfra med mange brugbare citater og informationer til vores projekt.

Torsdag d. 19. Maj – Vejledermøde og projektarbejde hjemme

Dagen startede med et vejledermøde.

Vejledermødet startede med, at vi kort gennemgik det tilsendte og forklarede, hvilke ændringer vi havde foretaget siden sidst. Herefter kom vores vejleder med kommentarer til os.

Kommentarerne var heldigvis positive, men ikke desto mindre tyder det på, at vi stadig har meget arbejde foran os. Efter vejledermødet uddelte vi arbejdsopgaver, som vi kunne lave hjemme resten af torsdag og hele fredag.

Den nye struktur holder - vi er på rette vej - nu skal der bare knokles igennem frem mod aflevering.

Fredag d. 20. Maj – Projektarbejde hjemme

Hele dagen var jeg hjemme og arbejdede på min tildelte opgave.

Min opgave var at lave vores afsnit om teori og metode færdigt. Jeg formåede at være effektiv, og da dagen var omme, var jeg færdig med teori- og metodeafsnittet. Så jeg kan komme i skole med god samvittighed overfor min gruppe på mandag.

Søg ind på landinspektøruddannelsen via Den Koordinerede Tilmelding inden 5. juli.

Læs mere om de øvrige uddannelser på AAU-Cph.

 

Læs også Lasses dagbog.
 

Gå til nyhedslisten