Efterspørgsel på fremtidens bioteknologer · 2. august 2011

I fremtiden vil den såkaldte CLEANTECH branche (se faktaboks) vokse og blive en af Danmarks vigtigste eksportsektorer. Men branchen mangler kvalificerede medarbejdere.

Det fastslår direktør for DONG Energy Anders Eldrup og formanden for Ingeniørforeningen Frida Frost i en kronik i Weekendavisen d. 15. juli i år på baggrund af den vækst på 162 %, som CLEANTECH-branchen har oplevet siden 2000.

Uddan dig til CLEANTECH-branchen: Læs Bæredygtig Bioteknologi

Potentiale for vækst

CLEANTECH

Er en fællesbetegnelse for udvikling, produktion og services af besparende og grønne teknologier såsom genbrug, grøn energi, elektriske biler og bioteknologi.

Teknologier, der udnytter vedvarende materialer og energikilder, reducerer brugen af naturressourcer og skærer ned på affald og udledning af CO2.

Formålet med teknologierne har ofte både økonomiske og miljømæssige aspekter, samtidig med et fokus på at forbedre livskvaliteten for mennesker i både i- og u-lande.

Det er ikke nogen hemmelighed, at der indenfor en overskuelig fremtid bliver knaphed på olie, og at vi allerede ser klimaændringer, der formodentligt er forårsaget af afbrænding af fossil olie og kul.

Det er efterhånden også klart for de fleste, at vi ikke kan fortsætte med uhæmmet vækst og forbrug af naturressourcer, hvis vi skal give vores efterkommere en chance for et anstændigt liv. Samtidigt skal vi finde nye måder til at fremstille plastik, tekstiler, maling, lægemidler, kemikalier m.v. som i dag produceres ud fra olie, men som i fremtiden vil blive produceret ud fra biomasse.

Det er netop de udfordringer, som CLEANTECH-branchen forsøger at finde løsninger på, og da problemerne ikke bliver mindre, har Eldrup og Frost nok ret i, at branchen har et stort potentiale for vækst.

Deres vurdering er, at branchen i løbet af de næste to år vil efterspørge 4.000 nyuddannede medarbejdere - heraf 1.400 med en natur- og ingeniørfaglig baggrund. Og hvis ikke det behov bliver dækket, vil opgaverne rykke til udlandet, og Danmark får ikke gavn af det potentiale, som den gryende danske CLEANTECH-branche har.

Rekruttér fra udlandet eller uddan selv

For at imødekomme behovet for kvalificeret arbejdskraft understreger kronikørerne, at vi skal kunne rekruttere udenlandsk arbejdskraft. Men hvorfor rekruttere fra udlandet, når vi kan uddanne kvalificerede medarbejdere selv?

Den nye uddannelse i Bæredygtig Bioteknologi tager netop udfordringen med at udnytte naturens ressourcer på en smart og bæredygtig måde op, så vi f. eks. ikke anvender fødevarer til at producere benzin.

Brug adgangstjekkeren til at se om du kan komme ind på Bæredygtig Bioteknologi

Uddannelse for en bæredygtig fremtid

Bæredygtig Bioteknologi tages der udgangspunkt i de nyeste grønne teknologier til bioteknologisk produktion af energi, fødevarekomponenter og værdifulde produkter til den farmaceutiske og kemiske industri.

Den centrale enhed i bæredygtig bioteknologi er bioraffinaderier som erstatning for olieraffinaderierne, hvor biomasse frem for fossile ressourcer omdannes til de ønskede produkter.

Vil du deltage i udviklingen af et bæredygtigt samfund baseret på intelligent og etisk anvendelse af vores ressourcer skulle du læse beskrivelsen af vores uddannelse her.

 

Uddannelsen udbydes på Aalborg Universitet København, der har campus på Lautrupvang i Ballerup.

Gå til nyhedslisten